Omnicom Media Group lancerer nyt kompetencecenter under navnet InsightGroup
18.09.2012

Omnicom Media Group samler alle koncernens analysemedarbejdere, tilføjer specialister i digitale datakilder og lancerer nyt kompetencecenter under navnet InsightGroup.

Omnicom Media Group har en stærk tradition inden for markedsanalyse, effektmålinger og salgsmodellering. Koncernen har blandt andet etableret BrandScience, som er en af Nordens førende udbydere af avancerede beslutningsstøttesystemer.

Tidligere var de mange kompetencer fordelt ud på selvstændige afdelinger, men nu samles de i et stort udviklingsmiljø under navnet InsightGroup.

Bernt Therp udnævnes til ny Direktør for InsightGroup. Han har været hos Omnicom Media Group de seneste syv år, hvor han har beskæftiget sig med analyse og beslutningsstøtte.

Bernt Therp udtaler: ”I takt med digitaliseringen er der sket en eksplosion i mængden af data, vi har til rådighed om forbrugerne. Ydermere giver de digitale platforme helt nye muligheder for at indkøbe og målrette annonceringen i real-tid. Dette medfører et behov for en ny tilgang til analyse og beslutningsstøtte. Vi vil levere beslutningsstøtte med fokus på kontinuerlig, fremadrettet optimering fremfor bagud skuende kvartalsvise eller halvårlige evalueringer. Ved at samle vores ressourcer og ikke mindst tilføje ekspertise inden for de digitale datakilder, vil vi stå for en helt anden og langt mere dynamisk tilgang til forbrugerindsigt og beslutningsstøtte”.

InsightGroup omfatter 34 specialister og bliver således en anselig spiller i analysebranchen, som er leveringsdygtige inden for alle dimensioner af avancerede beslutningsstøttesystemer – lige fra kvalitative studier af eksplorativ karakter, over alle typer af spørgeskema-baserede undersøgelser til det avancerede statistiske modelleringsarbejde.

Det nye InsightGroup kommer til at differentiere sig på markedet på flere punkter. ”Vi ønsker at sikre maksimal udnyttelse af alle tilgængelige, digitale datakilder og indsamlingsmuligheder” siger Bernt Therp. ”Vi vil hjælpe virksomhederne med at få overblik over de dramatiske ændringer, der er sket i forbrugernes beslutningsprocesser og købsadfærd i de senere år. Men vi vil ikke levere lange endeløse rækker af rapporter, der blot kommer til at stå på hylden og samle støv. Vi ønsker at implementere systemer, der i langt højere grad end tidligere gør både os og virksomhederne i stand til at lave on-the-fly evalueringer, og hvor data er tilgængeligt i dynamiske dashboards med fleksible brugertilpasninger”.

For yderligere information kontakt venligst Bernt Therp, tlf. 38 14 57 00.